Når vi spænder ben for vores eget selvværd

Mange af os oplever på et eller andet tidspunkt i vores liv at blive udfordret på vores selvværd i en eller anden grad.

Det siger næsten sig selv, hvad det betyder: At jeg ikke kan lide mig selv, at jeg ikke tror jeg er god nok og at jeg selv tror på, at andre er mere værd end mig.

Det paradoksale er, at lavt selvværd meget sjældent afspejler, hvad andre tænker om os.

Lavt selvværd er noget vi typisk grundlægger i barndommen, hvor vi gør alt hvad vi kan for at passe ind i fællesskabet – ganske enkelt fordi vi er som flokdyr og noget af det værste du kan udsætte et menneske for er at blive udstødt af flokken. Så når vi allerede som børn oplever, at vi måske ikke opfører os helt som alle andre samt at det italesættes, så begynder vi at føle os forkerte på baggrund af det. Vi tager det ukritisk til os og fører det med os gennem livet. Jeg er forkert og den sætning er grundlaget for et lavt selvværd.

Det svarer til at vi som udgangspunkt er født som et slot med masser af værelser, tårne og spir. Alt er godt og vi indeholder alt det der gemmer sig i værelserne og tårnene. Langsomt oplever vi at verden (specielt de nære omsorgspersoner) kigger anderledes på det, og vi bliver irettesat og føler vi skal være noget andet end det vi er. Som i slottes terminologi vil sige, at vi langsom spærrer flere og flere døre af til værelser og tårne. De bliver simpelthen forbudte at gå ind i, og når jeg forvilder mig derind – så føler jeg mig forkert…

Vi begynder at tro på sætningen – jeg er forkert – og derefter går det slag i slag med at kritisere og skamme os over os selv i alle mulige og umulige sammenhænge. Vi har øjnene stift rettet mod det, vi tror alle andre er, som vi ikke selv er.

Og dermed bliver vi blinde for, hvad vi i virkeligheden har af rigtig gode ting i vores eget liv. Den nedadgående spiral af selvhad kører nu for fulde udblæsninger. Og det er ikke småting, man kan tilføje til lavt selvværd: Angst, depression, stress osv.

Så lavt selvværd er noget vi skal gøre noget ved. Det er ikke noget vi bare skal “leve med”. Specielt ikke hvis det gør dig så usikker og ked af det, at det faktisk ødelægger din livsglæde.

Lad mig illustrere med et eksempel.

Jeg synes min mave er for tyk. Det bliver jeg mega træt af, for så føler jeg mig ikke pæn. Så når jeg ikke føler mig pæn og har denne (i min egen optik) for store mave, så er jeg mindre værd end andre.

Det vil sige at mit værd i mine egne øjne er lavt, sammenlignet med andre, som måske har en tyndere mave. Det vil sige en direkte sammenligning (en sammenligning vi i øvrigt ikke kan lave, for det svarer til at sammeligne en æble og en banan….) Men på den måde gør jeg mig selv ’forkert’. Hvilket slider yderligere på mit selvværd.

Resultatet bliver at jeg slår mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke bare tager mig sammen og smider de kilo på maven eller får trænet maven så den bliver strammet op. Så hader jeg mig selv lidt mere for det også. Og det tærer endnu mere på min respekt og selvkærlighed. Og inden der er gået ret lang tid, har jeg mentalt gravet mig ned i et hul af selvhad og mindreværd.

Vil det hele ændre sig, hvis jeg fik en slankere mave? Nej bestemt ikke!

Så hvorfor er det egentlig sådan, at jeg har brug for at tænke dårligt om mig selv?

Det handler nemlig om de tanker du tænker om dig selv. Og de begrænsende overbevisninger du har med dig, som kommer til at spænde ben for dig.

Kort sagt så er det dit selvbillede, og det ændres ikke bare fordi du får en strammere mave.

Det ændres der i mod ved at arbejde med dit selvværd og dit selvbillede. Og det gode er, at så bliver det også meget lettere at slutte fred både med dig, din mave og at gøre noget ved det, hvis du virkelig ønsker det.